Hvorfor er det, at Nordkorea er så interesseret i Japan, og vælger at provokere dem? Og ligger der noget historisk bag disse provokationer?
Jeg tror helt bestemt, at der er noget historisk ved det. Korea har altid ligget mellem Kina og Japan, og har, også positivt, været bindeled mellem Kina og Japan historisk set længe inden, der var et Nord- og Sydkorea. Tidligere har den koreanske halvø været opdelt i forskellige kongedømmer, og når de så har haft stridigheder mod hinanden, har Kina støttet den ene side og Japan den anden side. Det kan man sige at lidt parallelt til nutidens ”opdeling”, at Japan støtter Sydkorea, og Kina støtter Nordkorea med forbehold. Derfor kan det naturligvis have noget historisk bag sig, når Nordkorea f.eks. vælger at fyre missiler af over Japans territorium. Det er en bevidst provokation, idet vi må gå ud fra, at de ved, at når de provokerer Japan, provokerer de også USA, og da de formentlig ikke kan lave missiler, som kan ramme USA endnu, er det deres bedste våben. Japan er blevet et symbol på vesten, og det ved Nordkorea også godt.
Jeg læste en artikel i information for et stykke tid siden, hvor de interviewede en del mennesker i Sydkorea, og spurgte dem om, hvordan de så trusselbilledet fra nord. Her var det egentlig konsensus om, at de ikke følte trusselbilledet var forværret. Derudover havde de, måske overraskende for nogle, enorm sympati for det nordkoreanske folk, som de følte var blevet taget til gidsel i en politisk strid. Hvordan ser den japanske befolkning på den her konflikt? Føler de trusselbilledet er forværret i forhold til tidligere, og har de også samme sympati med det nordkoreanske folk?
Jeg tror, at rigtig mange japanere vil være enige i, at der er mange koreanere i Nordkorea, som ikke har noget med konflikten at gøre, men det er et styre, som de er født ind i, og derfor har de ikke noget valg. I forhold til trusselbilledet betyder det ikke, bare fordi alle nordkoreanere ikke er onde, at trusselbilledet ikke er realt. I historie arbejder vi med begrebet incremental change, eller det at tingene ændrer sig meget langsomt over tid i modsætning til de episke øjeblikke, hvor tingene ændrer sig meget hurtigt. Der er en såkaldt fredsforfatning i Japan, som har en artikel, som der ifølge japanerne betyder, at de ikke må sende noget militær ud af landet. Den er blevet fortolket meget bredt i mange år, så de sender militær ud, men altid kun i del af fredsstyrker. Lige siden fredsforfatningen blev skrevet af amerikanerne i 1946, under den amerikanske besættelse af Japan, så har japanere, og japanske regeringer modarbejdet forsøg på at ændre forfatningen. Amerikanerne har forsøgt at ændre den i forbindelse med den koreanske krig, hvor amerikanerne gerne ville have japanernes hjælp. Her henviste japanerne blot til forfatningen, og sagde, at det kunne de ikke. Da den amerikanske besættelse af Japan fik sin ende i 1952 blev der indgået to aftaler. Den ene var en fredsaftale mellem USA og Japan, og den anden var en sikkerhedsaftale. Sikkerhedsaftalen gik ud på, at Japan ikke måtte have militær, men i stedet ville USA stå for deres forsvar udadtil i internationalt henseende. Truslen fra Nordkorea kan få meget stor betydning i forhold til den her incremental change. Det mest oplagte, der kunne gøre, at Shinzo Abe skulle ændre forfatningen, ville være, hvis den japanske befolkning føler sig truet nok af Nordkorea, og ikke tror på, at USA er stærke nok til at beskytte dem.
Hvor langt er de i den proces? Føler det japanske folk sig truet, og hvor markant er trusselbilledet i Japan i dag?
Det er jo et rigtig godt spørgsmål. Sidste gang det her var oppe og vende for alvor, for en 4-5 år siden, mener jeg bestemt, at der var en oprigtig uro i Japan og netop følelsen af at amerikanerne ikke rigtig magtede situationen. Det gav derfor plads til genovervejelse, om man virkelig kunne stole på dem. Vil de overhovedet komme til vores forsvar, og kan de noget? Derfor tænker jeg, at de føler der er en eller anden trussel, men spørgsmålet er jo også, hvor meget det bliver brugt politisk især internt politisk. Det er nemlig blevet til lidt af en kamp for dem som ønsker at ændre forfatningen, og derfor måske skaber mere frygt end der egentlig er.
Annette Skovsted Hansen er ansat som lektor på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Hendes forskningsområder indbefatter bl.a. japansk historie, dansk og japansk bistandshistorie, østasiatiske sikkerhedsforhold, FN’s historie og japansk sprogpolitik.
Tror du valget af Donald Trump som amerikansk præsident har medvirket til, at de føler sig mere utrygge i Japan? Fordi, meget kan man sige om Donald Trump, men han er jo meget fremadstormende og stor i munden, også udenrigspolitisk.
Jeg kan ikke forestille sig, at man føler sig mere tryg. Alt omkring Trump overrasker jo, at han blev valgt, at han stadigvæk sidder som præsident. Jeg har svært ved helt at konkludere hvad japanerne tænker om ham. Du har så absolut ret i, at en måde at tænke på er, at han er stærk, og siger tingene, som han mener dem. Han er ikke vag, og der kan ikke være tvivl for en mand som Kim-jong un, at her er en person, som måske kan gøre ligeså vanvittige ting som ham selv. Så i den forstand kunne man måske forestille sig nogle japanere føler sig tryggere, da der er kommet en stærk mand i spidsen. Omvendt tænker jeg også, at da Donald Trump netop var blevet valgt, var Shinzo Abe den første premierminister i USA for at møde ham, og der er også helt sikkert en usikkerhed omkring, hvad han kan finde på. Man er lidt fanget mellem Donald Trump og Kim-jung-un. Og det er i hvert fald lidt svært at lægge en sikker politik hos nogen af dem.
Har du et indtryk af, hvilke løsningsmodeller man diskuterer i Japan? For det er jo lidt hovedelementet i det her, hvordan løser man det? USA, ligesom FN, går meget ind for sanktioner, men hvad diskuterer man af muligheder i Japan?
Ja, og en løsning er nødvendig. Muligheden for det ender galt er jo helt bestemt til stede. At legen ligesom går for vidt, om det så er meningen eller ej.
Ja, og planen er vel også på sigt, fra Japans side, at man får en stat, som man kan samarbejde med?
Jo, men der vil det formentlig være tanken om ét Korea. Som løsningsmodel tænker jeg mere teknologisk omkring missilforsvar, missilskjolde eller noget i den stil.
Så det er en nødvendighed at videreudvikle et missilforsvar for at få fastfrosset deres trussel?
Ja, det tænker jeg.
Så du mener ikke, at en diplomatisk løsning er en mulighed indenfor en overskuelig fremtid? Det er ikke noget man diskuterer i Japan?
Så ville den diplomatiske løsning i første omgang være sammen med Kina. Altså at man laver en diplomatisk aftale med Kina, som man går sammen med Nordkorea om. Men der kan sagtens være andre ting på bordet, som jeg ikke har bemærket.
Hvordan kan det egentlig være at Nordkorea er blevet så isoleret, som de er? Hvilke faktorer er det, som har medført det? At de ikke har taget samme udvikling som f.eks. Kina, Japan og Sydkorea, som er veludviklede lande og på mange måder ligner vesten?
Det Nordkorea skal sammenlignes med, det er Kina og Sovjetunionen. Det som skete for Kina, og på en eller måde også Sovjetunionen, var, at man fik nogle ledere, som så verden anderledes end de meget stærke centrale ledere, som havde været der tidligere. Mao Zedong havde sin måde at lede Kina på, og da han blev syg og andre tog over, kom den her tilnærmelsespolitik. Ikke nødvendigvis til vesten, men at man fandt det her kompromis mellem at forsætte sin kommunisme, men samtidig også en markedsøkonomi. Man havde altså en løsning/strategi, som også endte med at fungere. Mikhail Gorbatjov havde også en lignende funktion i forhold til Sovjetunionens tilnærmelsespolitik. Men det er en meget speciel måde den her totale isolation, som der foregår i Nordkorea, som de på en måde har skabt for sig selv. De er klar over, at Kina kan støtte dem et stykke af vejen, men man skal ikke undervurdere, at Kina også er utilfredse med mange af de ting de foretager sig. Men det er princippet om den ene mand, der styrer enerådigt, og som får denne meget ikoniske rolle. Det er faldet bort i Kina, hvor det slet ikke længere er ligesom under Mao Zedong, og det er nok en af de helt store betydninger, at Nordkorea har denne enerådige ikoniske profil. Et andet sted, som jeg vil sammenligne det med er Cuba med Fidel Castro i spidsen, som dog bare var en ganske anden person. Man kan sige, at Cuba i mange år har været relativt isoleret, mens de stadigvæk har fasthold nogle af deres grundideer i forhold til deres politiske system. I Nordkorea har indtrykket af, at det er mindre politiske ideer og mere persondyrkelse.
