Skrevet af Sascha Berg Bøgebjerg, med kommentar fra Anders Dahl Boch
Med illustration af Sascha Berg Bøgebjerg
Ole Bornedals nyeste skud på stammen handler om fejlbombardementet af Den Franske Skole i 1945. En af de største tragedier i nyere dansk historie, der indtraf d. 21. marts 1945, da det britiske Royal Air Force bombede Den Franske Skole ved en fejl. Det egentlige mål var bombningen af Gestapos hovedkvarter i Shellhuset, hvilket også lykkedes. Men da et fly styrter ned tæt ved skolen, skaber røgen fra pågældende fly forvirring hos de andre piloter, som tror, at målet er ved det nedstyrtede fly, derved blev bomberne kastet over Den Franske Skole.
Når Ole Bornedal vender tilbage med endnu en dansk storfilm og ovenikøbet har henlagt filmproduktionen til at foregå i Tjekkiet, ja så gik jeg naturligvis i biografen med meget høje forventninger.Ole Bornedals historiske drama tegner, til at starte med, et nærmest idyllisk billede af 1940’ernes København, hvorfor man som tilskuer bliver endnu mere forarget over krigens absurditeter, som finder sted i filmen.
Hvad Ole Bornedal gør godt er at sætte verdenskrigens tragedier under lup. Jeg tror aldrig, at jeg har overvejet præcis, hvor voldsom bombningen af Den Franske Skole var, men Bornedal giver den alt, hvad den kan trække, i et forsøg på at oplyse de danske biografgængere. Det er et forsøg, der på nogle måder lykkes, og på andre måder fejler gevaldigt. Med for mange dybe fortællinger om enkelte karakterer er det svært at engagere sig i en nonne, en hipomand eller et barns fortælling, fordi der simpelthen sker for meget, med for mange. På den måde kommer Bornedals film også til at mangle en smule historisk substans, fordi det mere føles som en kaskade af absurditeter, hvis hensigt er at vække hele følelsesspektret i tilskueren. Det er et fejlslået forsøg på at gøre filmen nærværende, indtil tragedien finder sted.
Hvad der dog gør filmen værd at se, er det fænomenale skuespil fra alle involverede. Alex Høgh Andersen, Danica Curcic og Fanny Bornedal er bare nogle af dem, som pryder filmlærredet, men det er egentlig børneskuespillerne, der leverer den mest sublime præstation. Med det fuldstændigt fantastiske skuespil kan man virkelig leve sig ind i, hvordan Verdenskrigen så ud set fra børneøjne, noget der ikke synes at have været fokus på førhen. Herudover er filmen rent visuelt ganske vellykket. Smukke scener af 40’ernes København og et generelt godt visuelt håndværk gør, at filmen bliver en fryd for, i stedet for en skygge i, mit øje.
En okay katastrofefilm – Anders Dahl Boch
Min allerførste tanke, da jeg gik ud af salen, var, at Bornedal havde sat sig ved tegnebrættet med en tanke, og det var at få publikum til at græde, og det må siges, at han har gjort et ihærdigt forsøg.
Jeg synes egentlig i store dele af filmen, at Bornedal har gode takter, men i den sidste del kammer det over med mængden af patos og melodramatik. En pærevælling af skrig, gråd og lange slowmotionscener er, hvad man kunne forvente af en katastrofefilm, men jeg synes ikke, at balancen var der, og derfor frembragte dramaet ikke så mange følelser i mig, tværtimod fik det lidt den modsatte effekt.
Hvis man skal tage fat i de mere positive ting i filmen, er der generelt to ting. Den første er, at det er en utroligt flot film, dette måtte dog også være minimumskravet for et projekt til 76 mio. kroner. Den anden ting, og klart højdepunktet ved filmen, er skuespillerpræstationerne fra Bertram Bisgaard Enevo, Ella Josephine Nilsson og Ester Birch, der spiller de tre børn Henry, Eva og Rigmor. De tre børneskuespillere er fantastisk castet og er grunden til, at de mange violiner trods alt har en effekt. 9 ud af 10 gange har jeg ikke den store fidus til børneskuespillere, men de rammer virkelig hovedet på sømmet her.
Alt i alt en okay katastrofefilm med lige rigeligt melodrama, hvis jeg dog skulle se noget fra Ole Bornedal, ville det nok være den her. Men hvis man har forventninger om en film på niveau med ”Flammen og Citronen” eller ”Under Sandet”, vil man nok blive skuffet.
