Ak og ve kære læsere. Nu skal Guds bedste børn igen til at beslutte, hvilken fremtrædende førsteborger, der skal forme verdens skæbne gennem de næste 16 kvartaler. Helt ekstraordinært lader kandidaterne i år til at være yderst skismatiske og valget derfor yderst prekært. Ganske konkret refereres der til hans majestætiske højhed kong Gulerod og hans udfordrer Hillary ”the next Nixon” Clinton, som hun er kendt iblandt sine nærmeste. Det har i lyset af dette åbenlyse savn på kompetente førerskikkelser aldrig været mere relevant at anmelde en af historiedramatiseringernes finere perler. Ud fra denne kløgtigt konstruerede ledetråd har de fleste læsere selvfølgelig gættet, at der er tale om HBO’s John Adams.
hbo_john_adams_poster
Når man nævner USA spæde barndom går de første tanker uundværligt til den finurlige Franklin, den statslige Jefferson (portrætteret af Stephen ”Stannis” Dilane) og deres kirsebærtræs-kløvende commander in Cheif George Washington. Selvom disse alle har hver deres velfortjente plads på rollelisten er de dog ikke værkets omdrejningspunkt.
Derimod ser vi i den titulære hovedrolle som USA’s første vicepræsident Paul Giamatti og Laura Linney som hans standhaftige hustru Abigail, der, hvis hendes mand må tituleres som founding father, absolut må regnes om værende moder til denne nu så prægtige nation. Man trakteres i denne fædrelandskærlige filmatisering ikke kun til de dramatiske dage fra Lexington til Yorktown, men følger dette patriotiske ægtepar helt fra den uafhængighedens blodige undfangelse under Boston massacren i 1770 gennem deres livslange kamp imod passive pacifistiske og interne imperialister.
Man siger at det er en kunst kunne fatte sig i korthed, men det er desværre en kunst John Adams kun næsten magter. Ganske vist er der kun 7 afsnit, men da hvert har en længde på mindst en time, og enkelte op til halvanden, føler man sig også dejligt mæt da man endelig når Adams dødsleje, der uhyrligt påfaldende hændte på 50 året for hans store bedrift d. 4 Juli 1826, samme dag som Thomas Jefferson, tro det eller ej.
Det skal endvidere bemærkes, at søger man et sindsoprivende revolutionsrabalder, er Mel Gibsons The Patriot et bedre sted at henvende sig, da Adams frihedskamp nærmere fik form af hollandske finansforhandlinger. Ikke desto mindre nød jeres skribent ved det simple syn af Abigail Adams, der i den øsende regn med riffelen over skulderen betragter den brave boghandler Henry Knox slæbe frihedens kanoner frem mod Boston havn en større patriotisk erigering end ved al Hr. Gibsons bibeltæskende blodsudgydelse.
Og så er intromelodien for resten også herlig.
