I begyndelsen af året 1945 havde den sovjetiske hær nået de tyske områder på østfronten. Den russiske fremrykning sendte op i mod 2 millioner tyskere på flugt, hvor de fleste kom fra Pommern samt Øst- og Vestpreussen. Flugten blev kompliceret yderligere, da den røde hær under fremrykningen gik syd om Østpreussen og byen Danzig. En del tyskere var derfor fanget i en kæmpe lomme bag den russiske front og en flugt var nu kun mulig via søvejen. Den 21. januar beordrede Admiral Dönitz, hvad der senere skulle blive den tyske marines sidste store opgave, historiens største havbårne evakuering. I perioden fra januar og frem til maj blev der skibet i omegnen af 2 millioner mennesker vestpå til tyske og danske havne.
Den farlige færd over Østersøen var med livet som indsats. De tyske skibe blev mødt med beskydning fra allierede fly, og under den kolde overflade ventede russiske ubåde på chancen til at affyre deres torpedoer. Det anslås at 30.000 mennesker mistede livet på åbent hav under evakueringen. Flugten anses derfor som verdenshistoriens største skibskatastrofe. Af de største skibsforlis var Wilhelm Gustloff, hvor det anslås, at mellem 5000 og 9000 mennesker mistede livet på det stopfyldte luksuspassagerskib.
Bådflygtninges ankomst til Danmark
I perioden fra slut januar, og frem til befrielsesdagen d. 5 maj ankom der i omegnen af 250.000 tyske flygtninge samt 100.000 sårede soldater. Det var i sig selv en særegen situation at et besat Danmark skulle modtage flygtninge fra dets besættelsesmagt. Danmark havde ikke noget valg på trods af protester fra departementchefstyret, der anfægtede de tyske dispositioner som stridende mod international lov.
Under besættelsen var det værnemagten, der tog sig af de mange tusinde bådflygtninge. Størstedelen af de tyske flygtninge og sårede soldater blev skibet til København. Det gav de tyske myndigheder kæmpe logistiske problemer. Værnemagten beslaglagde bl.a. mange københavnske skoler til indlogering. Mangelen på tysk sundhedspersonale og de sanitære forhold gav en kæmpe udfordring i behandlingen af de sårede og sygdomsramte flygtninge og soldater. De danske sundhedsmyndigheder stod nu i et dilemma. Hvorfor skulle man hjælpe fjenden? Eller skulle lægeløftet overholdes? De danske sundhedsmyndigheder indvilligede i at hjælpe, men i meget begrænset omfang. I alt blev der registreret ca. 13.700 døde efter ankomsten til Danmark.
tyskere Børn i lejren
Tyske børn bag hegn i Danmark.
Tiden efter 5 maj
Efter 1945 herskede der en klar forventning om, at de tyske flygtninge ville forlade landet. De forventninger blev imidlertid hurtig skudt i sænk. Årsagen til dette var modstand fra de britiske besættelsesstyrker i nordtyskland, der pga. den ustabile situation ikke kunne modtage 250.000 flygtninge. Forholdene på den anden side af den tyske grænse skulle derfor bringes i orden før en hjemsendelse var aktuel.
Fra dansk side var politikken, at de tyske flygtninge skulle hjemsendes så hurtigt som muligt. Da det går op for de danske myndigheder, at en hjemsendelse ikke lå lige for døren, oprettede man flygtningeadministrationen, hvis opgave var at oprette flygtningelejre samt forsørgelsen af de mange flygtninge. Lejre blev oprettet over hele landet bl.a. Oksbøllejren, der midlertidig blev landets sjette største by. Flygtninge måtte ikke forlade lejrene og al kontakt mellem danskere og tyskere var forbudt. Årsagen til interneringen af flygtningene er omdiskuteret. Rent logistisk gav det god mening, når ønsket var en hurtig hjemsendelse af tyskerne. Flygtninge måtte ikke få arbejde i Danmark, da det kunne give et lønpres på danske lønmodtagere. Ude af syne ude og sind har sandsynligvis også haft en indflydelse, og sejren over besættelsesmagten klingede hult, hvis 250.000 tyskere stadigvæk var en del af dagligdagen, og fra politisk side ønskedes der en hurtig tilbagevenden til normaliteten.
I midten af 1946 blev de første tyskere hjemsendt, og den sidste tysker vendte hjem i starten af 1949. Alle flygtninge blev genforenet med deres fædreland, men hjem kom de fleste ikke. Grænserne rykkede sig efter 1945, og hjem lå nu på polsk eller russisk jord.
De tyske flygtninge i Danmark har været et meget omdiskuteret emne indenfor historieforskningen. Den danske behandling af de tyske flygtninge har været omdrejningspunktet for denne diskussion. Kirsten Lyllof har været den mest fremtrædende i kritikken af de danske myndigheder, mens Museumsinspektør John V. Jensen har forsvaret den danske indsats overfor de tyske flygtninge.
Det sidste ord i forskningsdebatten er næppe sagt, og generelt fylder de tyske flygtninge ikke meget i dansk besættelses- og efterkrigshistorie. Det bliver derfor spændende, om nutidens begivenheder vil forny interessen for den største humanitære opgave på dansk jord i nyere tid.
Af Casper Skipperud
