Erindringer fra den første dameformand

Jeg begyndte på historie i 1993, og da jeg havde brugt året inden på at arbejde på hotel i Schweiz, var det klart, jeg rakte hånden op, da Jacob Knudsen i rus-ugen fortalte om muligheden for at være med til at lave fredagsbar.

lotte

Dengang var konceptet gamle mormorduge, en ølflaske på bordet med et stearinlys, og musikken blev leveret af et gammelt anlæg med 78’ere. Jeg fik hurtigt markeret mig i barudvalget, da jeg foreslog noget så uheldigt, som at vi måske kunne vaske dugene. Endnu værre blev det, da jeg ved juletid foreslog at skifte øllysestagerne ud med juledekorationer. Et kompromis blev indgået, og juleølsdekorationen opfundet. En juledekoration bygget op omkring en juleølsflaske… Det blev ikke overraskende yderst populært at være med i det udvalg, der tømte juleøllene.

Mit værste tiltag var dog, da jeg som kasserer insisterede på, at vi var nødt til at momsregistrere Fred, eftersom omsætningen var 4 gange større end tilladt. Så den formelle forening Fredagsbaren Fred blev stiftet, og vi måtte gå den tunge gang og aflevere 25 % af overskuddet til staten, der finansierede den SU, vi købte vores øller for. Momsregistreringen gav også en udfordring med, hvordan vi skulle betale de bands, der spillede uden kvittering til Freds fester, men så måtte vi jo tænke kreativt.

Jeg må være blevet tilgivet for momsregistreringen, for jeg blev siden valgt til ikke bare at være den første damekasserer, men også den første dameformand, da Freds oprindelige stiftere efterhånden forsvandt til sidefag og jobs ude i virkeligheden.

uffe-og-lotte-1996

Årene på historie er uløseligt forbundet med tiden i Fred, og vi ses stadig mindst en gang om året i det gamle udvalg omkring Mortensaften til and og andespil.

Af: Lotte Marie Roesgaard