Korekonflikten optager samtlige medier, skolebørn påvirkes og skriver opgaver om konflikten, eller om Nordkorea som er lukket og truende, og derfor anderledes og spændende, alle har en mening om situationen, og den altovervejende majoritet ser Nordkorea som historiens bæst, som årsagen til at endnu en krig i vor tid måske bryder ud. Men de fleste reagerer alene på mediernes reportager, de færreste husker, eller har læst om konflikten, næsten ingen kender den historiske og kulturelle kontekst. I den kortest mulige form følger hermed et indblik i konfliktens baggrund, den aktuelle situation og et forslag til en vej væk fra konfrontation, fra en som har fulgt slagets gang i 35 år.
I 1945, ved Anden Verdenskrigs afslutning, blev Korea, efter 35 års japansk kolonisering, befriet med afgørende støtte af sovjetiske tropper i nord og amerikanske i syd. Denne befrielsesaktion og de efterfølgende beslutninger vedrørende administrationen af landets to halvdele beseglede Koreas skæbne, og er grundlaget for dagens komplicerede konflikt på den koreanske halvø. Den midlertidige deling af landet var aftalt mellem krigens sejrende magter, uden at repræsentanter for modstandsbevægelsen i Korea havde været inddraget.
I syd fandt den amerikanske besættelsesmagt det fornuftigt at ansætte de koreanere i landets administration, som havde erfaringer med dette arbejde fra kolonitiden. Modstandsbevægelsen blev under ét betragtet som kommunistiske grupperinger og holdt udenfor enhver indflydelse. Den amerikanske antropolog Cornelius Osgood, som opholdt sig i syd i 1947, skrev i den stadig læseværdige bog ”Koreans and Their Culture” at unge mænd fra enhver sydkoreansk landsby blev mistænkt for at være kommunister og ofte anholdt. Sydkoreas første leder, Syngman Rhee, som var en ledende figur i den koreanske konservativ-nationalistiske eksilbevægelse, havde tilbragt de sidste 33 år udenfor Korea, hovedsageligt i USA.
I nord, hvor naturen og grænsen til Sovjetunionen og Kina betød, at der var et bagland med potentielt venligtsindede autoriteter, havde guerillaen haft større muligheder for at operere. Da den Røde Hær indtog Pyongyang var det da også sammen med den person, som allerede havde et navn som guerillaleder, og de interne konflikter i ledelsen i Pyongyang stod mellem kommunister, som var nationalt sindede eller internationalt sindede, dvs. enten argumenterede for den sovjetiske eller den kinesiske vej. Den nationalt sindede Kim Il Sung konsoliderede magten bl.a. ved at etablere gode relationer til begge de kommunistisk ledede naboer i nord og samtidig fastholde en stærkt nationalt orienteret politisk linje, som endda blev formuleret som landets officielle politiske ideologi.
Brændpunkt
Med en anti-kommunistisk ledelse i syd, formelt demokratisk, men indsat af og allieret med USA, og en kommunistisk-nationalistisk ledelse i nord, indsat og støttet af Sovjetunionen og yderligere med støtte fra Kinas nye kommunistiske regering, kom Syd og Nordkorea til at udgøre et brændpunkt i en verden hvor den kolde krig allerede var under hastig udvikling. Koreakrigen, hvor Nordkoreanske tropper krydsede den 38. breddegrad, den foreløbige demarkationslinje med det udtalte formål at befri syd med militær magt, må ses i lyset af tidens voldsomme ideologiske konflikter. Krigen kan betragtes som en borgerkrig, men også, og måske i højere grad, som en konflikt mellem øst og vest, som den kolde krigs første væbnede sammenstød. Konflikten varede i tre år og kostede mere end 3 millioner menneskeliv. I 1953 underskrev parterne en våbenhvile, som stadig er gældende. At denne aftale ikke er afløst af en fredstraktat, viser at konflikten på den koreanske halvø må ses i et længere historisk perspektiv og understreger alvoren i dagens ophedede situation.
I 1960- og 70erne var Nordkorea på mange måder en succeshistorie. I 1969 vurderede CIA, at nord lå foran syd på de fleste områder af økonomien med undtagelse af landbrugsproduktionen. Men selv denne fungerede, uanset et hårdt klima, og på trods af, at kun 20 procent af landets areal er dyrkbart. Idéen om, at landet skulle klare sig selv og være selvhjulpen på flest mulige områder, medførte etableringen af et omfattende kunstvandingssystem og dermed blev man nogenlunde i stand til at producere tilstrækkeligt med fødevarer. Nordkorea deltog desuden i den udbredte byttehandels-økonomi indenfor den kommunistiske blok, samt modtog udviklingsbistand fra Sovjet, Kina og Østeuropa. Denne relative selvstændighed blev sat på en hård prøve omkring 1990, da Sovjetunionen brød sammen, og dermed også de kommunistisk ledede lande i Østeuropa, medens Kina indførte en styret markedsøkonomi. Nordkorea bestod ikke prøven, hungersnød ramte store dele af befolkningen, og for første gang måtte styret i Pyongyang anmode om international fødevarebistand.
Medens Nordkorea kom bedst fra start, blev de i 1980’erne overhalet af Sydkorea, hvor autoritære regimer i en demokratisk forklædning gennemførte en hastig og succesfuld eksportorienteret industrialisering. I 1990erne gennemførtes en reel demokratisering, og aktuelt er Sydkorea en stærk økonomi og har en regering med ambitioner om at udvikle en velfærdsstat. Forholdet til Nordkorea står, på trods af Præsident Moons erklærede vilje til at genoptage forhandlinger med ledelsen i Nord, i skyggen af forholdet mellem Nordkorea og USA, og dét er nærmest et ikke-forhold. Årligt tilbagevendende massive amerikansk-ledede militærøvelser udenfor Nordkoreas kyster er en væsentlig årsag til at den militære spænding opretholdes. Amerikansk militær indgriben i Irak, Afghanistan og Libyen er, set fra Pyongyang, begrundelsen for den aktuelle militære oprustning i landet.
Hvorfor er det delte Korea, et produkt af den kolde krig, fortsat delt og hvorfor er spændingen stadig eksplosiv, mere end 25 år efter afslutningen af den kolde krig? Nordkoreas isolation, både den af regimet valgte, og den som verdenssamfundet via FN’s sikkerhedsråd senere har påført landet som straf for dets militære oprustning, bidrager til at vedligeholde konflikten, og manglen på en kontinuerlig kommunikation mellem parterne, gør våbenhvilen på den koreanske halvø til måske den længste og nok den mest usikre våbenhvile i nyere tid. Sporadiske forhandlinger foregår, men ender altid med sammenbrud, hvorefter parterne beskylder hinanden for at sabotere dialogen. Spørgsmålet om parterne vil en løsning trænger sig på.
Geir Helgesen er Danmarks førende Nordkorea-ekspert, institutleder og seniorforsker på Nordisk Institut for Asienstudier (NIAS) på Københavns Universitet. Foto: Visit Thorshavn.
Udenlandsk indblanding
Der er seriøse røster fremme om at årsagen til konfliktens fortsættelse skal søges udenfor Nordkorea, og at forholdet mellem Nordkorea og USA til en vis grad er et spil for galleriet, medens den egentlige konflikt holdes under radaren, da ingen af parterne er interesserede i at tone rent flag. Ifølge dette scenarie er Nordkorea den fjende USA har brug for i forbindelse med deres udbygning og forstærkning af den militære tilstedeværelse i Asien. Den egentlige begrundelse for denne udvikling er Kinas vækst og voksende økonomiske og politiske indflydelse i regionen. Denne analyse kan bestemt pege på en væsentlig årsagssammenhæng, uden at andre forhold dermed er uvæsentlige. Konservative kræfter i Sydkorea, Japan, og også i Nordkorea, kan alle se en fordel i at spændingsniveauet i regionen er højt. Frygten giver magt til dem, der vil forsvare befolkningen mod den ydre fjende. Tilsvarende kan konservative kræfter, herunder våbenindustrien, i USA se en fordel i at der trods alt er én regulær fjende tilbage i en verden hvor krig synes privatiseret og kamufleret som religiøse opgør og hævntogter som primært rammer civilbefolkningen i vestens storbyer.
Sensommerens genopblussen af de voldsomme oratoriske udgydelser mellem lederne i henholdsvis Washington og Pyongyang, som til og med undergår det hidtidige lavmål i gensidig udskældning mellem statsledere som foregik mellem George W. Bush og Kim Jong Il, har virket skræmmende. Hvis en krig bryder ud i Korea, risikerer vi en storkonflikt. Med USA og Kina på hver sin sine på diverse fronter er ragnarok sandsynlig. Kan verdenssamfundet leve med fortsat at straffe den ene part i konflikten, og stramme den embargo, som indtil nu kun har gjort situationen værre, men overhøre Kinas insisteren på direkte forhandlinger. Kan verdenssamfundet, som i værste fald bliver inddraget i en omfattende krig, leve med at man ikke har gjort en hæderlig indsats for at finde en fredelig løsning på en konflikt, som har forstyrret den østasiatiske region og resten af verden i mere end tres år.
Et hæderligt forsøg vil være at bidrage til, at der etableres forhandlinger mellem parterne, og på vejen mod sådanne forhandlinger vil højtstående politiske og diplomatiske besøg i Pyongyang bidrage til at overbevise den nordkoreanske ledelse om at verdenssamfundet rent faktisk er bekymret for at den aktuelle situation skal løbe af sporet, og dermed udsætte befolkningen i Nordkorea og i nabolandene for ubeskrivelige lidelser. Det er påfaldende og direkte uansvarligt at ingen vestlig statsleder i de forløbne seks år har besøgt den nordkoreanske leder i et forsøg på at bryde Nordkoreas isolation, den selvvalgte og den eksternt pålagte, for at finde en vej ud af denne kontinuerlige krise.
