Tilbage i 2011 blev det besluttet, at fredagsbaren skulle rykke fra dens sædvanlige lokale i Vandrehallen over til Nobelparken i det lokale, som vi kender i dag! Vi har talt med Eline og Emilie, som var formænd for baren omkring flytningen, for at høre lidt nærmere om, hvordan det forløb sig.
Hvordan blev det besluttet at baren skulle rykke fra Vandrehallen til Nobel?
Eline: Historiestudiet lå oprindeligt i de gule bygninger omkring Vandrehallen. Da AU besluttede at Historie skulle flytte til Nobel, fordi det åbenbart var vigtigere, at Jura havde pæne lokaler, troede vi da også i lang tid, at fredagsbaren fortsat kunne ligge i Vandrehallen, fordi det var en så ikonisk bar, hvor alle viste at historie holdt til. Sidenhen fik vi at vide, at det alligevel ikke kunne lade sig gøre, bl.a. fordi vi ”sled på murstens-gulvene”.
Hvordan foregik det? Og hvad var din rolle i det?
Eline: I 2011 da jeg var formand, fik vi at vide, at vi skulle flytte lige efter jul. Det blev dog ikke til noget, da administrationen ikke kunne finde nye lokaler til os. Derfor fik vi lov til at blive i vandrehallen et halvt år ekstra, uden at vi rigtig fik nogen informationer om, hvad der skulle ske. Sommeren 2012 blev jeg indkaldt til et ”lokale planlægnings møde” for alle de nye barer i Nobel. Pludselig spredte der sig et rygte om, at hvis man ikke mødte talstærkt op til mødet, fik man slet ikke noget lokale – alle gik på barrikaderne! Der blev dog ikke rigtig besluttet noget på mødet, og herefter måtte vi, selvfølgeligt henover eksamensperioden, slås med BSS om at få et selvstændigt fredagsbarslokale og med AU om ikke at blive slået sammen med samtlige fredagsbarer i Nobel – det var deres højeste ønske. Derudover havde vi også vores kampe med en indretningsarkitekt, der havde en dominerende svaghed for limegrønt. Det gik så vidt, at vi gik i gang med at skrive læserbreve til Politiken og andre happenings. Det endte i en lang og sej kamp med Ole fra administrationen, der beskyldte os for at have bagt rævekager, men med støtte fra Arts-rådet lykkedes det os endeligt at få vores eget, nuværende fredagsbarslokale.
Emilie: Min rolle var primært at få etableret baren i det nye lokale efter flytningen, og så at få den indrettet i samarbejde med en arkitekt. Jeg skulle også informere folk om, hvor den nye bar holdte til, og få hjulpet historikerne især på vej, da det jo var noget helt nyt. Jeg skulle også holde en del møder med administrationen i forbindelse med de nye regler, der kom på bordet.
emilie
Hvordan synes du at det fungerede med det nye lokale i forhold til Vandrehallen?
Eline: Baren i vandrehallen åbnede allerede fra kl. 14 og lukkede kl. 19, og da den lå klods op af vores undervisningslokaler, var det et naturligt samlingssted for både undervisere og os studerende at få en, to eller femten fyraftens øl. De første fire år af studiet var jeg i fredagsbaren hver fredag, og sådan var det på de fleste årgange. Hvor det i dag mere er blevet en fest, herskede der mere en fredagsbars-stemning dengang, fordi man kom direkte fra undervisning, fik sig en øl og tog videre. I dag er det måske blevet mere en fest. Men igen, det er jo noget helt andet i dag, der er kommet nye studerende til med nye traditioner, og jeg tror vi savner Vandrehallen, fordi vi kan huske, hvor hyggeligt det var.
Emilie: Der var gode og dårlige ting ved begge. Vandrehallen var godt, fordi det var rummeligt og hyggeligt, lyset var ikke så hospitalsagtigt, som det kan blive i Nobel med alt lyset tændt, og så var det jo der, historie havde hørt til i længere tid. Det trælse ved det var åbningstiden, som var begrænset til 14-19 og så to gange pr. semester hvor der kunne holdes åben til kl. 02. Det var begrænset, hvad vi kunne lave af arrangementer med så kort tid. Det var en af de bedre ting ved Nobel; det gjorde det i hvert fald muligt at inkludere flere foreninger, og den udvidede åbningstid gav mere indtjening som så gjorde det muligt at hjælpe foreningerne endnu mere.
eline-er-den-storsmilende-laengst-til-venstre
Af: Lucas Enghoff Olsen, Søren Pietsch-Thomsen, Drude Terkildsen Bill og Astrid Ølgaard Christensen
