”I historikere opfører jer som om i alle sammen har gået på højskole sammen.”
Sådan sagde en medstuderende fra mit tilvalg forleden. Vedkommende hentydede til det forhold, at alle historikerne på vores tilvalg lader til at kende hinanden indgående, hvilket kommer til udtryk i en ekstremt indforstået humor godt fedtet ind i ironi, sarkasme og provokerende jokes om alverdens historiske traumer. Det særprægede forhold historikerne har til hinanden er også blevet bemærket af andre af mine medtilvalgsstuderende, der både betragter historikernes højskolelignende sammenhold med misundelse og, måske mest væsentligt, en til tider ærgerlig følelse af at være udenfor.
15037250_10210060115472144_1684203489408435521_n
FRED er i høj grad med til at skabe en højskolelignende stemning på studiet.
Men det kan svært være anderledes. For mange historiestuderende er studiet nemlig ikke ’bare et studie’, men også rammen om fritidsaktiviteter, hobbyer og venskaber. Efter forelæsningen går folk i Kancelliet for at socialisere, om eftermiddagen deltager man i foreningsmøder, og om fredagen drikkes der FREDeligt som ved Christian den 4’s hof. Selv når udflugtslængslen får den studerende til at vende blikket væk fra Nobel, bliver behovet tilfredsstillet af Historisk Rejseforening og FRED’s årligt tilbagevendende sommer(druk)ture. Der har endda i eksamensperioder været arrangeret morgensang i Kancelliet. Ikke overraskende kan studiet måske for nogen få karakter af et forlænget højskoleophold.
Det er en bemærkelsesværdig kultur, der utvivlsomt danner baggrund for de pæne studietrivselsmålinger Histories BA har fået gennem tiden, og som blev fejret med manér ved sidste måneds Foreningsbar. Men som mine medstuderende på tilvalg høfligt gav udtryk for, kan denne kultur måske også have en bagside.
Et stærke sammenhold i en gruppe har det med at komme på bekostning af dem, der ikke er med og følelsen af ”at være udenfor” kan måske også spores indenfor historiestudiet. Over det seneste år har der været megen omtale af en såkaldt ’grå masse’ af studerende, der ikke føler sig inkluderet i studiets interne humor og foreningssammenhold. Lignende tanker skal angiveligt være blevet ytret af russere på studiet, der synes det kan være svært at følge med i det sociale ræs. Aktuelt blev der på et Fagrådsmøde luftet bekymringer over, at den naturlige konkurrence, der finder sted mellem foreningerne, i visse tilfælde har udviklet sig til usund rivalisering med småmobberi og dårlig stemning til følge.
Historiestudiet skal hverken gøre op med de åndede historikerjokes eller det intense sammenhold i øvrigt. Men der skal fra Historisk Fagråd lyde en opfordring til, at de sociale arrangementer sættes i en inklusiv ramme. Dermed ikke sagt, at alle traditioner skal smides på porten, og det tager naturligvis også tid at bliver socialiseret ind i et studiemiljø. Men sammenholdet skal ikke være for de gamle og udvalgte foreninger blot.
