Fortidende var på Odder Højskole, da Puk Damsgård i november modtog den Gyldne Grundtvig, en kulturpris, der uddeles af Odder Højskole og Odder Højskoles Elevforening årligt. Vi fik en chance for at tale med aftenens hovedperson efter prisen var blevet givet, hvor vi fik os en snak om historie i alle dens former – fra det at skulle viderebringe historie og til historiens betydning for de mennesker, hun møder i mellemøsten.
“Selvfølgelig mærker jeg, når der skrives et vigtigt kapitel i et lands historie. Om det er Libyens tidligere diktator Gaddafi, der bliver dræbt, om det er en gigantisk eksplosion på havnen i Beirut, eller Taliban der kommer til magten i Afghanistan, så ved jeg, at det er historieskrivning. Hvad der kan være sværere at fornemme er, når enkelte og umiddelbart isolerede begivenheder kan antænde noget langt større. For eksempel var det ikke i øjeblikket, at vi forstod, at en gadesælger, der tændte ild til sig selv i Tunesien, blev det, der antændte revolutioner i Mellemøsten.
Som alle andre steder sidder den politiske og kulturelle historie i folks sjæl og krop også i de lande, jeg dækker.
Historien er ofte ret nærværende, fordi nutidige udviklinger griber ind i, hvad de unge har hørt fra deres forældre og bedsteforældre. Selvom der i visse dele af regionen måske ikke bliver læst nær så meget som tidligere, bliver historien overleveret. Og i Mellemøsten hvor politik i den grad kan være et spørgsmål om liv og død og har givet anledning til krige og konflikter, sidder erfaringerne i kroppen, i sindet og i tankesættet.
Når jeg forsøger at forstå, hvem taliban er i Afghanistan i dag, efter de er kommet til magten, så må jeg jo også forstå, at det er en hel anden befolkning, de skal lede i forhold til sidste gang. Afghanistan har haft 20 års udvikling, i hvert fald i forhold til uddannelse for piger og kvinder. Og når jeg så står med Taliban i en skole, hvor de prædiker, at unge piger gerne må gå i skole, skal jeg selvfølgelig stille dem alle de spørgsmål, som de afghanske piger ville stille. Mener Taliban det her, eller er det bare en charmeoffensiv?
Det er vigtigt at huske, hvad de var, men samtidig være nysgerrig på, om de har forandret sig. At forstå det udgangspunkt de kommer fra. Jo mere fremmed noget opleves, jo mere er der et behov for at gå ind i det. Når vi definerer noget som en fjende, er der en masse nuancer omkring de mennesker, der falder væk.
Tidligere var det meget svært, især i Afghanistan, at tale med vores såkaldte fjende, i form af Taliban, selvom det jo er dybt interessant at finde ud af, hvem de egentlig er og hvordan de bestyrer områderne under deres administration. Pludselig blev der åbnet op, og jeg kan nu møde Taliban ganske ubesværet.
Når jeg rejser rundt, så er de lige så nysgerrige på at finde ud af, hvem jeg er, som jeg er på, hvem de er. Det kan der jo komme interessante samtaler ud af. De vil gerne vide, hvorfor vi drog i krig i Afghanistan, og om den vestlige verden havde forestillet sig, at de kunne vinde krigen. Og så vil de gerne fortælle om, hvordan de har oplevet krigen.
For nylig, da jeg var i Afghanistan, vadede jeg uanmeldt ud i en opiumsmark i Hellman.
Et sted hvor der ingen skoler er, ingen elektricitet, og hvor de kun har solcellepaneler, så de kan pumpe vand op til at vande markerne. Det var ved at være solnedgang, og bonden, der var i marken, gik og ridsede i opiumsplanterne, så råopiumet kunne blive høstet næste dag. Det er det opium, der bliver til heroin, som så bliver solgt – ja, måske ikke så meget i Odder – men i hvert fald så måske i København. Han var Taliban, og han havde aldrig i sit liv set et vestligt menneske, en hvid person som mig, der ikke var i uniform. Jeg blev taget vældigt godt imod, og efter en halv time spurgte han, om vi ville blive og overnatte hos ham og hans familie. Det synes jeg alligevel, var noget. For jeg repræsenterer et land, som han og hans brødre har været i krig med, en krig, hvori hans bror mistede livet.
Vi takkede ja til at overnatte, også fordi vi var nødt til det. Dækket på bilen var fladt, solen var gået ned og vi var in the middle of nowhere. Så vi sad en helt aften i et mudderhus uden elektricitet, kun i lyset fra et par lommelygter. De viste os råopium, røg smøger og tog snus. Jeg sagde, at jeg var nysgerrig på, hvem de var, og hvad de tænkte om os, altså den vestlige tilstedeværelse. Han ville gerne vide, hvad det var vi havde tænkt os?
Det er jo ikke raketvidenskab at forstå, at historien er en vigtig kontekst at sætte nutidige begivenheder ind i og dermed skabe perspektiv og dybere forståelse af en problemstilling eller udvikling. Når folk demonstrerer på gaden i Libanon mod den politiske magtelite, bliver vi nødt til at trække tråde tilbage til borgerkrigen og det politiske system, der blev skabt efterfølgende.
Først dér forstår vi dybden og årsagerne til frustrationen og udviklingen i dag. Når Taliban overtager magten i Afghanistan, spejler vi udviklingen i bevægelsens tidligere regime i 90’erne og ikke mindst må vi også se den 20-årige vestlige tilstedeværelse i Afghanistan i kontekst af russernes og briternes tilstedeværelse i landet. Ofte ligger der vigtige svar på nutidige begivenheder i netop historien. Hvis ikke vi har historieskrivningen med, bliver vores historier og analyser overfladiske og til tider direkte misvisende.
Hvis jeg skal pege på et område, som vi generelt ikke er nok opmærksom på, må det være religionshistorie. Jeg kan møde folk i Danmark, der er overraskede over, at der bor kristne i Mellemøsten. Vi mangler også perspektiver på islam. Der hersker en generalisering af muslimer, mens islam har mange former og udtryk i regionen, og ofte bliver traditioner og kultur forvekslet med islam – så der mangler en forståelse af hvordan tro, traditioner og kultur spiller sammen og udvikler sig over tid.
Jeg oplever også, at vi til tider lider af korttidshukommelse. Vi har næsten allerede glemt krigsforbrydelserne i Syrien, fordi vi pludselig fokuserede meget på krigen mod ISIS. Men sagen er, at de mennesker der har levet i borgerkrigen og under Assads kontrol eller i oprørskontrollerede områder, på ingen måder har glemt. De har jo mistet, de er flygtet eller er blevet sårede, eller er stadig forfulgt enten konkret eller af deres traumer, så de lever dagligt med de erfaringer. Det er stadig en vigtig kontekst at forstå.
For mig er en god historie en historie, der overrasker. Det er i hvert fald der, jeg forsøger at bringe mig selv hen. En historie giver perspektiv og resonerer i vores eget liv på godt og ondt. Jeg synes godt, at vi må være overraskende, både som de journalister vi er og vores tilgang til historien. Vi må gerne anstrenge os for at forny os. Derfor er jeg heller ikke tilhænger af skrivebordsidéer. Vi skal ikke have for mange opskrifter på, hvordan man laver den gode historie, ej heller i måden, vi formidler historier på – hver historie har sin egen rytme og sjæl, og den skal vi lytte til.
Hvis jeg skal svare på, om danske mediers dækning af Afghanistan de sidste tyve år er retvisende, bør jeg læse og se alt, hvad der er lavet. Ellers bliver det bare en påstand.
Til tider har danske medier været til stede i landet. TV2 havde en overgang kontor i Kabul, jeg selv boede der og har rejst der siden 2004. Nagieb Khaja og andre har dækket og pt er Nanna Muus bosiddende i Kabul.
Men jeg tror godt, at vi kunne have haft mere fokus på Afghanistan over årene. Det har til tider været som om, at vi kun hørte om Afghanistan, når x antal mennesker var dræbt et sted, eller en dansk soldat blev dræbt. Og det er for indskrænket, når det immervæk har været været tyve års krig, som Danmark har deltaget i militært og udviklingsmæssigt. Da Kabul faldt til Taliban i august, fik jeg fornemmelsen af, at det for nogen af vores unge i Danmark nærmest var nyt, at Danmark har ført krig i Afghanistan. I så fald har mediedækningen været for sporadisk og fraværende.
I denne her tid, hvor vi godt kan føle os mere forbundet til verden end nogensinde før – vi kan være på Skype med nogen som sidder i USA, vi får informationer fra Instagram og Twitter alle mulige steder – så mener jeg, at det er utrolig vigtigt, at vi som danske journalister har en tilstedeværelse i verden. Jeg mener, at journalistikken skal forstørre nuancerne. Vi skal ikke kun dele verden op i sort og hvid, der er en masse gråzoner, som vi skal udforske. Ved at være tilstede, som jeg er det i Mellemøsten som mine læsere og seeres øjne og ører, kan vi give en beskrivelse af den verden og bringe den verden tættere på Danmark og dermed skabe en interesse. Jeg er af den opfattelse, at hvis man vil beskæftige sig med mellemøstlig politik, så skal man som minimum have en eller anden forståelse for, hvad det vil sige at være araber, på godt og ondt. Og samtidig er det en måde, hvor verden kan få lov at ræsonnere med vores eget liv og holde et spejl op for os selv. Jeg føler i hvert fald ofte en stor taknemmelighed for at være født og opvokset i det her land med de muligheder, vi har. Jeg ved godt, det ikke skal være sådan at man ikke kan brokke sig, og skal absolut synes, at alt er fantastisk i den danske velfærdsstat, men jeg tror også, at det er lidt sundt en gang imellem, via mødet med andre fra andre dele af verden, at få et spejl op.”
Posted in Faglitterære artikler
Prev
At gå kildekritikkens bodsgang
Next
Anmeldelse af Spencer
WordPress Theme | Viral News by HashThemes
