Anders Bøgh liggende på Valdemar Atterdags, Margrethe den førstes faders, sarkofag i Sorø Klosterkirke.
OBS! Spoilers kan forekomme.
Jeg var blæst tilbage, da jeg forlod biografen efter at have set filmen om Margrete den Første i selskab med en stor del af redaktionen på Fortidende. Derfor kom min anmeldende udtalelse også til at lyde noget i retningen af, at ”mit eventyr-hjerte var solgt, og min historiker-hjerne sat på arbejde”. For Trine Dyrholm havde endnu en gang spillet sig ind i hjertet på mig. Men som historiestuderende stod jeg efter at have set filmen også tilbage med mange undrende spørgsmål, og det var svært for mig at anmelde filmen uden at bemærke, at der nok var solid grund til at forholde sig kritisk til filmen som historisk fremstilling. Jeg besluttede mig for, at der var grundlag for en uddybende artikel og allierede mig derfor med Jesper Smedegaard, som også er skribent her på magasinet. Vi skulle have fat i Anders Bøgh, som vistnok skulle være den helt store Margrete-ekspert på Aarhus Universitet i kraft af sin doktordisputat: ‘Sejren i kvindens hånd: kampen om magten i Norden ca. 1365-89’. Før jeg vidste af det, var aftalen på plads, og vi stod og bankede på døren til Bøghs kontor ved siden af tekøkkenet på fjerde sal.
“Kom indenfor,” lød det fra bag døren. Anders Bøgh sad bag sit skrivebord ved computeren. Jesper gav ham hånden først, og dernæst gjorde jeg. Vi tog plads overfor Anders mellem de høje reoler fyldt med bøger i alle regnbuens farver og begyndte at stille vores spørgsmål:
Jesper: Filmen skal forestille at foregå 15 år efter, at Margretes biologiske søn Oluf er død. Omdrejningspunktet er, at der dukker en mand op, som påstår han er Oluf og gør krav på tronen. Hvad er den virkelige historie om den ‘falske’ Oluf?
“Der findes en del forskellige krøniker, der nævner den her falske Oluf. Spørgsmålet er, hvor meget man kan tro på det. Der opstår også myter senere hen – der er kraftedme et sted nede i Italien, hvor de fremviser en dansk kongesøn som helgengrav. Historien om den her kongesøn, der pludselig dukker op, er simpelthen vandret ned gennem Europa. Og så er der kommet mange, mange fjer på vejen ned til Italien. Det er en fantastisk fascinerende og spændende historie, der er i filmen, men det er rykket helt ud af kontakt med den virkelige historie.”
Miriam: Og hvad ved vi så ud fra kilderne?
“Hvis vi nu skal starte med det, vi ved med sikkerhed: Vi har et brev, hvoraf det fremgår, at regeringen i Danmark har fået efterretninger om, at der er dukket en fyr op i den tyske ordens område. Det, med den tyske orden, synes jeg, vi skal komme tilbage til, fordi det spiller sådan en kæmpestor rolle i filmen, men gjorde det ikke i virkeligheden. Margrete skriver til højmesteren fra den tyske orden, at man udbeder sig denne person udleveret. Derudover rummer brevet en skildring af, hvad der skete ved Olufs død d. 3. august 1387. Han faldt om i armene på sin hofmester og var død – det lyder som et Christian Eriksen moment – og så blev han lagt i kirken ved Falsterbo og det, står der udtrykkeligt, var med utildækket ansigt. Hans indvolde blev begravet i domkirken i Lund og siden blev resten begravet i klosterkirken i Sorø.”
Miriam: Så den falske Oluf er nævnt i det her brev. Og der argumenteres for, at Oluf var død og begravet i kilderne?
“Ja, præcis. Og vi har en anden beretning, som også beretter, at hans indvolde blev begravet ved domkirken i Lund. Vi ved fra andre kilder, at han blev begravet i Sorø klosterkirke. Dokumentet med skildringen af Olufs død bliver beseglet af en række rigsråder, danske og svenske, blandt andet den hofmester, hvis arme Oluf var faldet omkuld i. Så har vi et svar på brevet fra højmesteren, hvor han skriver, at han vil anmode om at få den her person udleveret, og da der i forvejen er aftalt forhandlingsmøde mellem Margretes regering og den tyske orden i Kalmar, så vil man tage fyren med den delegation. Så bliver han stille og roligt udleveret til Margrete, og det er sådan set det faste fundament, vi har. Man kan selvfølgelig godt sætte spørgsmålstegn ved, om den her beretning om hans død er fremstillet til lejligheden. Men…”
Jesper: Til sidst i filmen bliver der smidt nogle retspapirer på bålet, hvor vi som seer skal forstå, at det er årsagen til, at fortællingen endnu er et mysterie. Fandtes der retspapirer?
“Det er så en forvrængning af en af de beretninger, der findes. Den vigtigste af dem, der er skrevet, er skrevet af en mand, som boede inden for den tyske ordens område og levede i samtiden. Han skriver en historie om, at der dukker en fyr op i Polen, som en eller anden genkender som Oluf. Så kommer der nogle danske og norske købmænd forbi, som åbenbart også synes, at det er Oluf. Der blev sørget for, at ‘Oluf’ får lavet sig et segl, og han får adgang til alle materialer og ressourcer, han beder om. Seglet bruger han til at skrive breve til Margrete om, at “her er jeg”. Der står i beretningen, at Margrete havde ladet sin søn forgive. På grund af den historie, opstod der det rygte, at denne mand var kong Oluf, der havde skjult sig, og at en anden var blevet forgivet i hans sted. Oluf var altså sluppet derfra. Der står, at fyren skriver til dronningen, at han var hendes søn, at han var kommet her til landet og gerne ville være blevet i sin fattigdom, hvis ikke paven havde tvunget ham til at fordre sine lande og riger tilbage. Der er noget metafysisk over beretningen. Dronningen sendte så agtværdigt bud til Preussen og anmodede om at man sendte ham til hende. Var han hendes søn, ville hun gerne holde ham derfor. Det, som vi ved er rigtigt kommer fra en anden side. Det er, at højmesteren sendte ham med nogle ordenssager over til dronningen i Kalmar. Og her blev han fundet falsk i alle sager, eftersom han hverken var født i landet eller kunne sproget. Så blev han dømt til døden. Der blev lavet et stort, mægtigt bål, og han blev behængt med alle de breve, som han havde tilsendt dronningen som hendes søn.”
Miriam: Efter at have set filmen, skal vi helt sikkert stå med den overbevisning, at det vár den rigtige Oluf, der var dukket op. Den sidste scene viser meget følelsesladet, hvordan Margrete brænder sin egen søn til fordel for magten. Hvad synes du om den fremstilling?
“Den får max på opleveren. Det er der ingen tvivl om. Jeg bryder mig ikke om, at man skriver historien radikalt om. Der er nogen i filmen, der finder den falske Oluf på den tyske ordens område, og får ham bragt til Danmark. Men det holder jo ikke en meter. Det er jo højmesteren fra den tyske orden, der sender ham til Danmark med en delegation af højtstående medlemmer af den tyske orden. Hvis filmen havde fortalt historien sådan, så kunne man selvfølgelig ikke have spundet så meget på den. Som historiker, så bryder jeg mig ikke om, at man oplyser den danske befolkning om noget, der ikke passer. Det samme kan sige om fremstillingen af forholdet til Tyskland.”
Miriam: Ja, det bliver faktisk fremstillet således i filmen, at Kalmarunionen er lavet for at holde tyskerne i skak, ikke?
“Jo, men det er så en forældet opfattelse. Det er faktisk en af hovedteserne i min doktordisputat, at det har absolut intet på sig, at unionen blev skabt for at modstå tysk pres mod Norden. Og det har jeg ved Gud undersøgt i alle detaljer. Jeg har læst stabler af bøger om nordtysk historie for at finde ud af, hvad de allesammen havde for. Der var utroligt mange forskellige aktører i Tyskland på det her tidspunkt. En af dem, kan man sige, var den tyske orden. Men den befandt sig slet ikke i det nuværende Tyskland på det tidspunkt. Mellem 1386 og 1410 havde Den Tyske Orden bestemt ikke lyst til at engagere sig i noget som helst. På samme måde, som at en invasionshær på 3000 mænd er grebet ud af den blå luft. Det er totalt usandsynligt. Sådan noget ville have ført til en alliance mellem Margrete og den polske-litaunske union.”
Miriam: I filmen er Margrete meget optaget af at få en ægteskabsalliance med England i hus. Hun ønsker at få sin adoptivsøn Erik af Pommern gift med Philippa, som er datter af Henrik II. Er det retvisende?
“Det er også helt galt. Altså ægteskabsforhandlingerne er rigtige. Der kom en engelsk delegation i 1402 – det er også rigtigt. Men Henrik 4. af England, som var far til Philippa, havde myrdet sin fætter, Richard 2., i 1399 og overtaget kongeværdigheden i England på den måde. Så han befinder sig i en noget shaky situation. Derfor vil han gøre alt muligt for at legitimere hans herredømme og få sine børn gift med fremtrædende europæiske fyrster. Setuppet er fra starten, at Erik af Pommern skal giftes med Philippa, Henrik 4.’s yngste datter og Erik af Pommerns søster Katarina skal giftes med tronfølgeren. Og så ville Henrik 4. gerne have et arrangement således, at hvis Erik af Pommern og Philippa ikke fik nogen børn, så skulle arven i Norden gå til et barn af den engelske tronfølger og Erik af Pommerns søster. Dét var der ingen interesse for i Margretes omgivelser. Så det ender med, at dét ægteskab ikke bliver til noget. Men det andet bliver til noget – det trækker bare langt ud. For Henrik 4. ville opnå noget andet med disse ægteskaber, og det var at slutte en militær alliance med Kalmarunionen mod Frankrig.”
Miriam: Så når der i filmen antydes, at ægteskabsalliancen har noget at gøre med at holde tyskerne i skak, så er det altså i stedet franskmændene?
“Det er i hvertfald det, Henrik 4. er ude på. Det kunne måske være blevet vendt til en alliance mod den tyske orden også. Men det ville jo så koste den pris, at Margrete skulle involvere sig i 100-årskrigen. Det var hun under ingen omstændigheder interesseret i. Blandt andet, fordi hun ikke var en kæft bange for den tyske orden. I 1402 sender Margrete en dansk delegation afsted til England, og de medbringer et brev, som i meget høflige vendinger, på meget diplomatisk vis, afviser en militæralliance. Og det brev er bevaret. Så nej – Margrete var ikke spor interesseret i en militær alliance med England, som de fremstiller det i filmen. Hendes angivelige kæmpe frygt for Den Tyske Orden var ikke større end, at hun året efter, i 1403, angriber Gotland, som Den Tyske Orden havde sat sig i besiddelse af i 1398. Det ville hun slet ikke have gjort, hvis hun havde været så skrækslagen for Den Tyske Orden, som hun er i filmen.”
Miriam: Da Margrete i filmen taler med sørøveren, der har taget en kvinde til fange som sexslave, der siger hun, at det er ulovligt at voldtage kvinder Kalmarunionen. Og at det vil blive straffet med hængning. Jeg kan ikke forestille mig, at der skulle have været en fælles lov for Kalmarunionen. Var der det?
”Det var der ikke, nej. I det såkaldte ’unionsbrev’, står der direkte, at ingen lov må drages ud af det ene rige og ind i det andet. Rigerne skulle beholde deres respektive lovsystemer. Men det var ulovligt i alle 3 riger at voldtage. Om ikke andet var det jo et overgreb på privat ejendomsret. Men grundlaget for det udsagn i filmen er at finde i ’Margretes forordning 1396’. Der står der var nemlig kvindefred.”
Miriam: Det passer da godt ind i en 2021-film. Men siger du, at det kun er her i Margretes forordning, at der står kvindefred? Ikke hos andre regenter?
”Man kan sige, at hun aktualiserer problemet ved at sige kvindefred sammen med de der andre freder. Plovfred, for eksempel, betyder, at du ikke må slå på en mand, der går og pløjer sin mark. Så er der en anden ting om hendes interesse for voldtægt, som filmen ikke har med. Jeg har været historisk konsulent på den roman, som er udkommet, og der gør forfatteren en hel del ud af – efter den her krigsførelse i Sverige i 1411, da Margrete er ved at gøre sit livs regnebræt op – at hun skænker en masse gaver til gejstlige institutioner osv. Men hun skænker også et beløb, der skal uddeles mellem de kvinder og jomfruer, som blev skinnet i krigene øst for Øresund. Det er altså virkelig noget særligt. For det første, så brugte man i middelalderen voldtægt af modparten i forbindelse med krig. Men at hun så går ind og giver penge til ofrene, ja, det må være fordi hun var en kvinde. Så vi har altså i alt to vidnesbyrd om, at hun interesserede sig ekstra meget for voldtægt.”
Jesper: Anders Bøgh, vi vil gerne sige mange tak, fordi du ville tale med os.
”Ja, I kan spørge min fagforening, hvad jeg skal have af honorar for det.”
