Svinkemøllen 1915
I løbet af slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet oplevede Danmark en stigende jødisk immigration, særligt fra det vestlige Rusland.
Ruslands jødiske bosættelsesområde, der i grove træk strakte sig fra Østersøen til Sortehavet og var det eneste lovlige bosted for russiske jøder, var i sidste halvdel af 1800-tallet hjemsted for den største og mest hastigt voksende jødiske befolkning på verdensplan. Mens jøderne stadig var i mindretal i bosættelsesområdet var de i høj grad byboere og udgjorde i visse byer en majoritet, i nogle tilfælde op til 80 %. Trods marginalisering og repressiv lovgivning, der fastholdte de jødiske samfund i fattigdom, var de dermed i stand til at fastholde en relativ autonom kultur.
En kraftig befolkningstilvækst var dog ikke det eneste pres på de russiske jøder. Mordet på Zar Alexander 2. i 1881 havde jævnlige pogromer til følge. Den støtte flygtningestrøm tog for alvor til efter en voldsom pogrom-bølge i 1903.
Under påvirkning af oplysningstiden blev de danske jøder officielt sidestillet med de øvrige danske borgere i 1814, og anerkendt som religionssamfund i 1849. Oplysningstidens påvirkning er essentiel for at forstå den danske jødiske befolknings udvikling, for også internt var der tale om en brydningstid. Den jødiske oplysningsfilosofi og reformbevægelse Haskalah betonede assimilation og verdslig integration.
I løbet af 1800-tallet havde de danske jøder også oplevet en væsentligt økonomisk og social udvikling, og i starten af 1900-tallet var størstedelen af den jødiske befolkning en del af det bedre borgerskab. Dertil var de danske jøder i størstedelen nu reformerede og assimilerede i en sådan grad, at de snarere end jødiske så sig som danskere af mosaisk tro, tæt forbundet med dansk kultur og væsentlige spillere i det danske åndsliv.
De russiske jøder ankom derfor til Danmark på et tidspunkt, hvor de danske jøders selvbevidsthed havde nået et foreløbigt højdepunkt. Da de russiske jøder i stort set alle henseender var de danske jøders absolutte modpol, men dog var jøder, kom de således til at have en særlig rolle i spillet mellem assimilation, integration og kulturel autonomi, både i mødet med den danske offentlighed og i forhold til den danske jødiske befolkning internt.
Frygten for antisemitiske udslag var en drivende kraft for den dansk-jødiske assimilation. Da en statistisk belysning af de danske jøder i 1885 blev forsøgt udgivet gennem Mosaisk Troessamfund var svaret et klart nej, da “Trossamfundet ikke officielt bør fremtræde som en særlig Classe blandt dets Medborgere, […] navnlig for Tiden, hvor der fra mange Sider reises Anker over, at Jøderne her i Landet ville indtage en Særstilling”. Opgørelsen viste netop en erhvervsfordeling, der markant adskilte sig fra den øvrige danske.
Dette aspekt kom også i spil i forhold til de russiske jøder, der med deres påfaldende øst-jødiske andethed ikke blot pådrog sig den danske offentligheds opmærksomhed for eget vedkommende (særligt presserende var frygten for skjulte revolutionære og anarkister), men samtidigt understregede det fremmede eller potentielt fremmede hos de danske jøder.
Troessamfundets skepsis overfor de russiske jøder bundede dog ikke blot i deres kulturelle andethed. Rent socialpolitisk hørte alle jøder under Mosaisk Troessamfund, og den jødiske menighed havde ansvaret for fattige og subsistensløse jøder. Med det stigende antal af flygtninge blev presset så stort, at der i 1904 blev oprettet en hjælpekomite på privat initiativ. Den arbejdede ikke blot for at indsamle midler til flygtningenes basale fornødenheder, men søgte også at udvirke en langsigtet flygtningestrategi. Det blev primært et spørgsmål om “hvorledes man paa saa human Maade som muligt kunde begrænse Indvandringen”. Skønt Troessamfundet naturligvis ikke selv kunne udvise flygtninge, var de i deres samarbejde med myndighederne en væsentlig medspiller.
I praksis var resultatet at hjælpen primært gik til at få de ankomne flygtninge ud af landet igen. Dog ikke altid modvilligt, da den endelige destination for manges vedkommende var ‘det gyldne land’, USA. I andre tilfælde kunne der stilles spørgsmål ved det humane aspekt.
Disse spørgsmål blev stillet både internt og eksternt. Ved en debat i jødiske kredse i 1912 blev der til taleren repliceret at “et Spørgsmaal er om han selv ville følge sit Raad [om at flygtninge skulle blive i hjemlandet], hvis han selv var i de russiske Jøders Sted. [Når det] drejer sig om at Mennesker skal vente indtil de bliver slagtet som Kvæg […] saa mener jeg, de maa have Lov til at rejse”. I dagspressen blev Troessamfundets praksis også et emne. Særligt Social-Demokraten var kritisk og anlagde en klassekampsvinkel på sagen – rige dansk-jødiske pengemænd overfor et fattigt russisk proletariat.
Af de 12.000-15.000 russiske jøder der ankom til København inden der i 1917 blev sat en stopklods for indvandringen, vurderes det at 3.000 bosatte sig. Taget i betragtning, at den jødiske menighed på dette tidspunkt talte omkring 4.000, må dette anses som ganske betydeligt.
Skønt der eksisterede en ganske massiv kulturkløft mellem de to grupper, blev også de russiske jøder påfaldende hurtigt genstand for en forholdsvis omfattende assimilation. Mens den første generation sjældent lærte dansk (og de danske jøder sjældent heller havde interesse i det russisk-jødiske jiddisch) eller dyrkede ægteskaber dansk-russiske jøder i mellem, så de næste generationer en bemærkelsesværdig social opstigning, koblet med et højt antal blandede ægteskaber og tabet af jiddisch som talt sprog. Selvom man selvfølgeligt i den nuværende danske jødiske befolkning kan spore de russiske jøder i den kulturelle DNA, er der altså ikke på nogen måde tale om en fortsættelse af den “ghetto-kultur” som den danske og jødiske offentlighed frygtede. Der er da heller ikke i dag, i hvert fald i den gængse danske opfattelse af det jødiske samfund, nogen egentlig skelen mellem en dansk- og en russisk-jødisk befolkning.
