I en tid hvor vi alle sammen sidder derhjemme og føler os alene, synes der at mangle socialt liv på historie. Vi er derfor glade for at byde jer velkommen til dette skriftlige fællesskab, der skal få os alle til at føle os lidt mindre ensomme og mere sammen – og forhåbentlig danne grobund for det kommende semesters genetableringsproces.
Et oxymoron er en vending, hvor to modsætninger sammenstilles. Således har vi alle levet efter det noget fortærskede oxymoron ’sammen hver for sig’ i størstedelen af forrige og indeværende semester. Det er bare sådan med oxymoroner, at de som regel bliver brugt for at fremhæve det absurde eller forestillede – og altså ikke hundredevis af historiestuderendes hverdag.
Særligt må årgang 2020 føle, at der ikke har været så meget ’sammen’, men nærmere udelukkende ’hver for sig’. Ingen fredagsbarer, frokost i kancelliet, nej denne årgang må dårligt føle sig som en del af vores elskede historiestudie.
Alt det vi andre har haft så stor glæde ved at tage del i, har for dem aldrig eksisteret. Alt det, der ikke bare kan overflyttes til zoom eller laves om med en nødstudieordning, er for dem kun tomme løfter.
Det står dermed efterhånden klart for alle, at universitetet ikke er som det skal være.
Tværtimod har vi forstået, at universitetet er en drabeligt kedelig, dybt upersonlig og livløs institution, når man reducerer det til udelukkende at opfylde sine formelle funktioner.
Der er ikke noget holdfællesskab, ingen minder, romancer eller for den sags skyld intriger. Ingen faglige fællesskaber, ingen læsegruppe, ingen foreningsbar, ingen læsepladser, ingen tarvelige madpakker. Der er snart ingenting andet end læsestof og triste forelæsninger.
Og det er netop disse tristheder, der viser sig i den stigende mistrivsel, høje frafaldsprocent og øgede metaltræthed. Flere har desværre mistet modet på studielivet, mens andre vælger at sætte studiet på pause efter bacheloren.
Så hvad stiller vi op, når nu vi ikke længere kan være der, til at skabe alt livet? De fleste af os overlever vel mest på visheden om, at vi igen kommer til at kunne gøre alt det ovenstående igen.
– Men en vigtig lektie fra nedlukningen har været indsigten om, at det er de studenterende der skaber rammerne om universitet – ikke omvendt!
Så selvom nogle af os så småt kan begynde at møde op på universitetet igen fra d. 6. april, er foreningslivet og alle de givende fællesskaber, stadig i den dvaletilstand, som har stået på for længe.
Alle er heldigvis enige om, at noget skal gøres. Hvordan og hvornår står hen i det uvisse og det er ikke en trøst, men et håb om, at tingene bliver bedre.
Med det i baghovedet, har redaktørgruppen dog taget initiativ til at genskabe noget af det tabte, som vi alle går og savner. Et initiativ, der kan implementeres desuagtet forsamlingsforbud og smittekæder.
Vi starter Fortidende op igen!
For vi har brug for et sted, hvor fællesskabet igen er håndgribeligt. Vi har brug for at genetablere et fælles sted og en fælles forståelse for, hvad der foregår på studiet, og hvem alle dem man ikke ser på et tarveligt webcam hver dag er.
Så hjælp os med at bringe os alle tættere ’sammen’ i stedet for ’hver for sig’.
Lad os igen begrave oxymoronet i det absurde, og geninvitere nye som gamle studerende indenfor i fællesskabet på historie. Hvis vi gør det, bliver det alt sammen bedre og lettere, når vi igen skal til fredagsbarer, discgolf, fagrådsmøder eller oplæg med Historia.
Følg med her på hjemmesiden eller Facebook, hvor der løbende vil komme indhold produceret af de studerende og for de studerende.
Daniel, Mikkel og Lea.
