Svenskre i København 1878 – Nationalmuseet.
I disse tider, hvor indvandrings-politik synes allestedsværende, kan det være interessant at se tilbage på, hvordan man tidligere har taget stilling til indvandrere i Danmark. I sidste års kildenæreopgave stillede jeg derfor skarpt på den omfattende indvandring, der fandt sted fra omkring 1860 og frem til starten af 1900-tallet. Nærmere bestemt den ofte oversete indvandring af en meget ildeset nationalitet: den svenske.
Grundet en voldsom befolkningsvækst op gennem 1800-tallet søgte omkring 1.3 millioner svenskere i løbet af århundredet til udlandet for at søge lykken, da hjemlandet var plaget af omfattende arbejdsløshed og hungersnød. Især i Sydsverige ramte krisen hårdt, og man hører flere historier om fattigfolk, der forsøgte at overleve ved at spise bark. Ja, vores yndlingsarvefjende var ikke i topform i sidste halvdel af det 19. århundrede. I løbet af perioden fandt ikke mindre end 81.000 svenskere frem til Danmarks kyster. Grundet Danmarks nære placering omfattede den svenske indvandring i høj grad de unge, fattige sydsvenskere, som ikke havde råd til at tage sejlturen til USA. De fleste fandt arbejde ved de store jernbaneanlæg, Københavns befæstning, teglværker, landbruget eller som tjenestefolk.
Danmarks regering var ikke længe om at se problemer ved situationen, og i 1875 ser vi ”Loven om tilsyn med fremmede og rejsende”, den første danske lov, der gjorde det muligt for politiet at udvise ”uønskede fremmede”. Det var især en foranstaltning for at beskytte det vordende fattighjælpsvæsen. Datidens væsentligste problemstilling vedrørende indvandring har altså ikke ændret sig synderligt siden da. Dengang var der dog ikke mange internationale og humanistiske hensyn at tage stilling til, og lovgivningen afspejler dette faktum. Loven gjorde det muligt at udvise fremmede på dansk jord, hvis disse ikke til alle tider havde pengemidler til otte dages underhold. Loven blev enstemmigt gennemført af hele folketinget, og broderfolket blev således ikke givet nogen særstilling, tværtimod.
Loven blev benyttet flittigt til at komme af med svenskere, som kunne falde landet til last. En 84-årig enke til en dansk mand blev således i 1882 sendt tilbage til Sverige, efter at hun en enkelt gang havde modtaget lægehjælp og medicin i Danmark. Sager som denne blev dog ikke debatteret yderligere hverken til højre eller venstre. En reel debat opstod dog, da to svenske arbejdere i 1888 blev sendt tilbage til Sverige grundet mangel på pengemidler. Således var der ikke noget usædvanligt i sagen, men de socialdemokratiske og radikale avisorganer i København gjorde snart opmærksom på, at de manglende pengemidler, var resultatet af en fængsling af strejkende københavnske arbejdere. De to svenskere havde nemlig svært ved at bevise, at de kunne forsørge sig selv, da de blev dømt for de penge, de havde på sig i anholdelsesøjeblikket. Brugte etablissementet dermed fremmedloven som undskyldning for at smide uskyldige arbejdere ud, der ikke føjede sig magthavernes orden? Det var i hvert fald tolkningen, som agiterede venstrepressen til at indlede en voldsom kritik af Højre-regeringen, der i øvrigt spredte sig til Sverige, og resulterede i en middelstor diplomatisk krise.
Den aktuelle behandling af syriske flygtninge er altså ikke første gang, at Danmark gør sig uheldigt bemærket med sin modtagelse af indvandrere. Det kan dog virke lidt desperat at finde sammenhænge mellem vores behandling af syriske flygtninge i dag og svenske indvandrere i 1800-tallet. Sagen viser dog, hvordan debatten vedrørende indvandrere altid vil være påvirket af en politisk situation. I 1888 rasede provisoriekampen mellem Højre og Venstre, og indvandrings-politikken blev således kun et aktuelt emne, da denne kunne bruges til at svine højrefløjen til. Venstrefløjen var ellers stort set enig i den førte politik. De politiske forhold har dog forandret sig siden, og nu hvor velfærdsstaten næsten ikke længere er til debat, kommer indvandringsdebatten til gode i, hvad der kan synes som et politisk dødvande, således at fronterne mellem højre og venstre, rød og blå, igen kan stå stærkt. Hvis der er noget, jeg har lært ved at beskæftige mig med den svenske immigration, så er det, at der altid vil være noget at diskutere. Selv vores svenske ”broderfolk”, som bidrog med det hårde arbejde, der var nødvendigt for en industrialisering, og let og bekvemt assimileredes i den danske kultur, kunne ifølge det politiske flertal volde store problemer. Så hermed diagnosen: indvandrerdebat er kommet for at blive.
Jonas Junker Pedersen
