Leder september 2016

Kære alle, nye som gamle, første som sidste semesters historiestuderende; vi her på Fortidende, histories studenterdrevne institutavis, vil gerne benytte lejligheden til at byde alle nye studerende velkommen til historiestudiet. I denne udgave vil vi forsøge at klæde jer på til at begå jer på studiet, fagligt og i særdeleshed socialt – for selvom vi alle er her grundet vores fælles faglige interesse, er det det sociale, der binder os sammen.

På trods af den store mængde af selvstudie I her vil møde, er vi på historie stolte af, at vi har et helt igennem dejligt studiemiljø, hvor der er rig mulighed for at idéudveksle, inspirere og vejlede på tværs af årgange og titler. Hertil kan danmarkshistorien.dk fremhæves, en hjemmeside, hvor både studerende og forskere bidrager til at give korte, dog nuancerede og kildeunderbyggede artikler om alt fra reformationen til de olympiske lege.

På Fortidende har vi det seneste år ligeledes arbejdet på at skabe en platform, hvor vi studerende på såvel bachelor som kandidat og ph.d.-niveau kan formidle og dele vores viden med hinanden – og om få uger kan vi præsentere spændende nyt, når Fortidende omfavner det 21. århundrede og går online! I er alle meget velkomne til at bidrage og deltage i vores hyggelige redaktionsmøder; Drude er kendt for hendes æblekage og vi kan godt lide rosé.

Netop deltagelse er centralt her på historie, hvad enten det er i fredagsbaren over en kold øl, eller studenterpolitisk i fagrådet. Herfra skal der kun lyde de varmeste anbefalinger til at tage del i studiets sociale liv; for at give jer et overblik har vi lavet en kort guide til histories mange foreninger. I forlængelse heraf har en garvet fredagsbarsgænger desuden skrevet en guide til AU’s vigtigste fredagsbarer, ligesom I vil blive vejledt om universitetets gastronomiske univers. Desuden bringer vi en reportage fra forårets største begivenhed: studieturen til Ljubljana. Og til alle jer nye har vi bedt Johan Gröne Christensen, der netop har været igennem sit første år på historie, at fortælle lidt om hvordan han overlevede rusugen og de mange timer på læsesalen.

Alt dette og mere til er at finde i denne ”russer special”-udgave af Fortidende. Vi glæder os til at se jer alle til årets første fredagsbar; umiddelbart forinden afholder vi redaktionsmøde, så kom med, hvis du vil være med 🙂

– Astid og Drude