Det er næppe gået nogen historikeres øre forbi, at vi i år markerer 100-året for salget af de Dansk Vestindiske øer til USA. DR1 har kastet sig over emnet og sendt Anders og Anne i fronten for at udforske øernes eksotiske mad og drabelige historie. De opsporer alt med danske forbindelser og navne på øerne, og de lægger stor vægt på den stadige forbindelse mellem Danmark og de tidligere kolonier. Fra en mere konfliktfyldt vinkel diskuteres heftigt, hvorvidt Lars Løkke på Danmarks vegne skal sige undskyld for 175 års dansk kolonialisme og undertrykkelse af lokalbefolkningen. Som en dæmper på hele diskussionen har politologen Malik Sekou i en nylig artikel i Weekendavisen provokerende påpeget, at han mener at det store brede flertal af øernes befolkning i dag er ret ligeglade med danskerne og en dansk undskyldning.
Uanset hvad man måtte mene om den nutidige debat, og hvor meget den danske tilstedeværelse betyder for befolkningen på øerne i dag, er det slående, hvor lidt den dystre del af historien har fyldt i den danske historiebevidsthed indtil i år, hvor det på lykkelig vis har fået mere opmærksomhed.
Salget af øerne til USA havde været på tale længe før år 1917. Idéen om at sælge øerne havde spiret allerede tilbage i 1852 på rigsdagen, men det var først i 1864, man for alvor diskuterede at sælge øerne. Danmark havde i perioden fra 1848 op til 1890’erne vist en hel eller delvis interesse i at sælge øerne. De danske politikere var splittede om sagen, men de økonomiske data slog dog fast, at øerne umuligt kunne blive en profitabel koloni for Danmark. Politikens journalist Henrik Cavling besøgte øerne i 1894. I hans rejseberetning derfra, Det danske Vestindien, kan man læse en stærk kritisk skildring af den danske tilstedeværelse på øen, mange politisk ukorrekte kommentarer om øens sorte befolkning samt et politisk ønske om at Danmark skulle sælge kolonierne.
I fortællingen er det beskrevet, hvordan øens danske befolkning levede et slaraffenliv og hvordan især den danske guvernør fråsede og holdte fester for en sum af op til 4000 danske kroner! De danske embedsmænd blev beskrevet som naive og ubrugelige, og Cavling mente, at de har haft en urealistisk forestilling om, hvordan øen skulle styres. Han udtrykte dog sympati med de stakkels danske soldater der blev slået og underlagt strafformen ”rotting”, og som led af så stor hjemvé til Danmark, at Vestindien var et rent torturkammer. Helt overordnet lagde Cavling en stor vægt på danskernes nationalfølelse. Soldaterne og plantageejerne som han fattede sympati med, så han som havende en stærk nationalfølelse, og de danskere på øen han ikke brød sig om, beskrev han som havende en ringe interesse i deres hjemland. Det ses eksempelvis når han beskrev, at embedsmandens kone havde mistet interessen for hjemlandet til fordel for selskaber og flirten med de andre danske mænd på øen; den ringe nationalfølelse var her tilmed blevet akkompagneret af en usædelig ageren. Igennem hele fortællingen kan spores Cavlings klare personlige holdning: At Danmark og de Vestindiske Øer var uforenelige. Da det stod klart, at besiddelserne var en økonomisk underskudsforretning for Danmark, måtte spørgsmålet om at skille sig af med øerne være et følelsesmæssigt anliggende. Og det havde Cavling blik for.
Cavling afsluttede sin rejseberetning ved at give ordet til lederen af oppositionspartiet i kolonialrådet, C. L. Petersens. Vi lader det tale for sig selv:
”Vi spurgte Petersen, om han troede, at Øerne kunde undvære de danske Embedsmænd. Han svarede: „Det er jo ikke dem, der bærer Kul, og ikke dem, der skærer Rør. Det er os Negre. De danske Embedsmænd har ikke gjort andet end at beskatte os.(…) For os er der ikke mere noget Haab.”
Cavling lagde igennem sin fortælling vægt på det uforenelige i, at danskere skulle befinde sig på øen, og han var meget kritisk overfor den udemokratiske ledelse på øen. Han udtalte efter besøget på en rejse til Amerika i 1895 til New York Times, at man i Danmark igen diskuterede at sælge øen St. Thomas, og at det meget vel kunne være til Amerika, hvis de ønskede det. Det viser Cavlings egen politiske dagsorden, da det ikke har været muligt at opspore initiativ til forhandlinger om øerne i Danmark det pågældende år. Det var et smart strategisk træk, da det afstedkommer en ny korrespondance mellem amerikanske og danske politikere om et salg af dansk Vestindien. På trods af denne opblussen i debatten om et salg skulle der gå endnu nogle år, før øerne i 1917 blev solgt til Amerika. Det er derfor svært at sige, hvor stor betydning Cavlings afstikker til de varme lande har haft i det store og hele. Uanset kan fortællingen varmt anbefales som underholdende læsning for historikeren der ønsker at nørde den dansk-vestindiske relation lidt dybere end hvad DR1 byder os.
Af Johanne Krog Petersen
