Velkommen tilbage…

Af Chefredaktører Sofie Ormstrup og Theresa Reimick
Velkommen til det nye Fortidende. Historiestudiets helt eget studieblad, som vi på redaktionen i den grad har givet en saltvandsindsprøjtning, men som på ingen måde er helt nyt.

Da vi møder Claus Møller Jørgensen i elevatoren på vej op til Kance, får han julelys i øjnene, idet vi nævner bladets navn. Resten af vejen op til fjerde sal går med Claus’ anekdoter om Fortidendes fortid på Historiestudiet. Om bladets mere end 30 års historie, gamle artikler og gode minder om hans studietid. Da hans anekdoter ophører, er vi ikke længere i tvivl om, hvad det nye Fortidende skal indeholde.

Vi hørte selv første gang om Fortidende i foråret, da bladet blev vækket af sin flere års tid i dvale midt i en corona nedlukning. Som Daniel, Mikkel og Lea skrev i deres leder i april, så skulle Fortidende få os til at føle os som en del af noget, som lå meget fjernt. Måske var lockdown ikke den bedste forudsætning for en genstart, men bladet blev hermed introduceret til de nye generationers historiestuderende, som ikke var her sidst bladet havde sin storhedstid.

Nu er vi tilbage i Nobelparken, og der er igen nye kræfter, der har fået lov at få fingrene i Fortidende. Målet er dog stadig det samme. Vi vil som magasin, blad og medie forsøge at forbinde alle hjørner af Historiestudiet sammen, fra underviser til studerende, fra foreningsliv til faglighed, fra universitet til individ.

Claus Møllers ord klinger genlyd. Fortidende skal være indbegrebet af historie, med alt hvad det indebærer. Det er de historiestuderendes avis, og de studerendes talerør. Det er den arv, vi som historiestuderende efterlader til de næste generationer, og hvad vi kan kigge tilbage på når vi om 20 år igen sætter benene på campus til reunion.

Alt fra studieliv, foreningsliv og faglige artikler har en plads i bladet. Vi ønsker at skabe et blad, hvor ingen idéer er for gale eller gakkede, men hvor digte, tegninger og bachelorprojekter alle kan være en del af bladet. Vores mål er at materialisere denne historie i et fysisk blad, som skal udkomme hvert semester som et slags årsskrift. Det vil være et tilbageblik på semesteret, der er gået – både fra studerende og underviseres synspunkt, men også som et udtryk for, hvad historiestudiet indeholder på det gældende semester. Et slags aftryk eller øjebliksbillede af vores allesammens studietid.

Derfor håber vi også, at så mange som muligt vil være med til at sætte deres præg på bladet. Vi har allerede oplevet en tilslutning, som var over al forventning, og det giver os kun mere blod på tanden. Hvis du er kreativt anlagt på den ene eller anden måde, så vil vi også meget gerne have produkter af anden art end artikler. Kan du tegne eller besidder et lyrisk talent, så tøv ikke med at kontakte os, så kan dit værk måske komme med i bladet.

Derudover sætter vi stor pris på, at du nu har læst denne leder, og forhåbentlig har det givet dig lyst til at holde øje med, hvad vi ellers vil publicere. Det kommer til at foregå her på hjemmesiden, på vores instagram og på facebook – så følg med!

Med det sagt, endnu en gang velkommen til det nye Fortidende.

Sofie og Theresa.