Til denne udgave af Fortidende lykkedes det undertegnede at opdrive en historiker, der gik alt andet end den lige vej til et tæt og mangesidet arbejde med vores egen historie. Denne gang befandt den pågældende historiker sig desværre ikke i gåafstand fra noget som helst i Smilets By, så undertegnede måtte, helt undtagelsesvis, blive hjemme og lave sin kaffe selv, og denne gang bakse lidt med teknikken for at rigge op til et telefon interview med Peter Henningsen, overdirektør og administrativ leder for Frilandsmuseet Sorgenfri, Bredeværk og Kommandørgården på Rømø – alle hjemmehørende under Nationalmuseet.
Overraskende, for undertegnede i hvert fald, viste det sig, at den historiske baggrund fik forbavsende lidt plads til at skinne igennem i overdirektørens daglige arbejde. Det var med et smil på læben – sådan lød det i hvert fald i røret, at det, umiddelbart, småparadoksale i, at historie og den historiske baggrund ikke var det mest fremtrædende, faktisk tværtimod, blev udredet: ”Man har en forventning om, at lederen har et kendskab til historie og allerhelst ved mest.” Handlede det ene og alene om det ocean af praktiske opgaver, indenfor det administrative og logistiske, som Peter Henningsen sidder med i sit arbejde, kunne han, med sit eget eksempel: ”ligeså godt være økonom” – men fordi, det ér historien, der formidles og arbejdes med på museerne, både kræves og forventes det, at han kan sin danmarkshistorie og ”helst bedre end de andre.” Det er en afvigelse fra en ’trend’ i 90’erne, som Peter Henningsen husker, hvor man, som leder af en tilsvarende institution, så med helt andre øjne på, hvad man administrerede. Den ballast, som historien kunne forventes at være i arbejdet, blev i dén grad mast ud af lyset – ”det er heldigvis vendt igen”, klukkes der i den anden ende. Øjnene er altså atter blevet åbnet for både vigtigheden og fordelen ved at have skarpe og dedikerede historikere til at varetage de administrative poster i de institutioner, som holder netop historien i live. Det er jo en fin udvikling. Formidlingen af selve den historie, som Peter Henningsen og hans kollegaer ønsker at fortælle, foregår imidlertid på flere måder, som man måske ikke havde forventet på et museum. Her fremhæver overdirektøren især den nye eksperimenterende form med spræl-levende teater(!), som største afviger fra den traditionelle formidling.
Det var her nærliggende at spørge, om der var noget, der kunne minde om en rød tråd i Peter Henningsens forløb; det begyndte med, at han selv stod som grøn studerende på Københavns Universitet i de farverige firsere, og nu har han nået et punkt, hvor han agerer førstemand i flere institutioner, som formår at rumme alt fra drama til botanik i deres arbejde med vores historie. Svaret blev nej, og Peter Henningsens egen historie fik her i høj grad en klang af at være bestemt af en lang række tilfældigheder, snarere end et stålsat fokus og målrettet iver fra dag et – nærmest tværtimod: ”Der var næsten ingen undervisning dengang, det var virkelig ’scruffy,’ og jeg overvejede faktisk at spring fra næsten hvert år, men jeg havde ikke noget at springe fra til – og lige pludselig skulle jeg skrive speciale”.. og derfra blev der sat et mål om at nå en forskerstilling – men at få en sådan dengang, og så med fokus på dansk historie, får, i overdirektørens fortælling, en klang af at have været et håbløst, næsten urealistisk projekt på linje med fred i verden og gode sequels.
Et bogprojekt med otte andre historikere på et projekt i Grindsted blev så billetten til at ’komme ind i miljøet’. Peter Henningsen understreger kraftigt, at sådanne opgaver kan være en vital faktor for de, der ønsker at gå samme vej med deres uddannelse, da det giver erfaring og en helt anden grad af kvalifikationer. Ikke ulig dem, man kan opnå igennem feltarbejde eller studierelevante jobs under selve uddannelsen. En række jobs og en Ph.d. senere, satte Peter Henningsen sig så i stolen på Frilandsmuseet i 2010 og binder her sløjfen på sin fortælling med, at ”det slet ikke var det, jeg regnede med, jeg havde gættet på gymnasielærer…”
Som en sløjfe på sløjfen og en konkluderende morale, betoner han slutteligt vigtigheden af at skabe, og ikke mindst bruge, de netværker, man opbygger sig på sin vej igennem studiet og arbejdet – både under og efter. Det er alfa og omega at kunne bruge de muligheder, man får og bruge sit netværk, når de ønskede muligheder enten lukker eller slet ikke viser sig. Ydermere, faktisk nok i allerhøjest grad, er det, ifølge overdirektøren, vigtigt at gøre sig positivt bemærket i historikermiljøet – selvsagt for ens faglige kunnen, og her skal fordelene ved at tilegne sig bevidste spidskompetencer og decideret ’specialisering’ ikke underkendes, men i mindst lige så høj grad, hvis ikke højere, for evnen til at arbejde stabilt, at levere og at være rar at arbejde med – ”man bør ikke underkende den vinding, der er at hente i, hvor meget folk snakker, og hvor hurtigt ordet går i historikermiljøet.”
Med disse inspirerende ord som de sidste, takkes der af og ønskes god påske. Røret lægges på, og skriveriet går i gang – med stærk forhåbning om, at den samme entusiasme, inspiration og fornyede læse- og læreglæde, der har overgået undertegnede, i arbejdet med denne artikel, vil smitte tifoldigt af på de, der om et øjeblik har læst den færdig.
