I foråret 2016 skrev jeg hos Wulf Kansteiner en opgave i valgfrit historisk emne der fokuserede på ”narrativer” omkring Det Britiske Imperium. Min metodiske tilgang til opgaven var, det indenfor
Historie forholdsvis uprøvede felt, narratologi.
Studiet af narrativer
Narratologi er primært blevet brugt i forhold til skønlitteratur. I mit valgfrie historiske emne blev vi præsenteret for hvordan man kunne bruge narratologi til historiske tekster og samtidig skrive sig ind i en overordnet diskussion mellem historikere, om hvorvidt man kan tale om objektiv sand eller falsk historie eller om alle historiske fremstillinger i virkeligheden bare er rent subjektive og dermed i bund og grund skønlitteratur – en position koryfæet Hayden White er blevet berømt på at forsvare..
Værktøjerne når man bruger narratologi som metode til en analyse af historiske fremstillinger er typisk noget med at definere forholdet mellem forfatter og læser; både på helt konkret niveau, men også på et abstrakt niveau stiller man spørgsmål som for eksempel, ”hvilken ideel modtager er den pågældende tekst skrevet til?” I forbindelse med dette arbejder man også med forskellige narrative niveauer: hvornår er det forfatteren der taler direkte til modtageren, og hvilken effekt har det? hvornår arbejdes der på et historiografisk niveau, og hvornår er man helt nede i den historiske ”virkelighed”?
Dette er jo lidt små-teknisk, så når det er sagt er narratologi også ”bare” en ny måde at læse en tekst på, hvor man lægger mærke til hvilke billeder der skabes, hvilken stemning der er i narrativet, hvilke ting fremhæves, hvilke ting nedtones? Generelt kan det give enormt meget, helt simpelt at læse en tekst som et narrativ skrevet af en ”narrator” og ikke bare som død tekst. I forhold til historiske problemstillinger kan man derfor bruge narratologi til at kortlægge, hvornår der er tale om ”objektiv” argumentation, og hvornår det er ”den narrative performance”, der er vigtig.
Niall Fergusons Gode Imperium
Jeg arbejdede primært med en højreorienteret imperie-historiker, Niall Ferguson, som grundlæggende ikke lægger skjul på, at han ser Det Britiske Imperium som en god ting der forbedrede verden, se for eksempel følgende citat hvormed Ferguson afrunder sin introduktion til bogen Empire – How Britain Made the Modern World:
The question is whether there could have been a less bloody path to modernity. Perhaps in theory there could have been. But in practice? What follows will, I hope, enable the reader to decide. (xxviii)
I citatet er der flere narratologiske mekanismer på spil. Første sætning er interessant, fordi den ikke er et spørgsmål, der er til diskussion; når man har læst bogen, ved man, at den er et udtryk for den selvfølgelige forudindtagelse, at modernitet og dermed vestlig modernitet er godt. Men fordi sætningen er skrevet meget narrativt elegant, er det nemt som læser ikke at være kritisk men bare at købe præmissen. Anden sætningen er et tydeligt angreb på hans modstandere, venstre-fløjen og deres irriterende, humanistisk-ideologiske pladder. Han får rationelt og populistisk understreget, at det kan godt være, at vi kunne have nået til, hvor vi er i dag på en teoretisk mere humanistisk og mindre blodig vis, men Ferguson fortæller os med et enkelt spørgsmålstegn, at det i praksis er dybt urealistisk, og at det var godt, at det gik, som det gjorde.
Slutteligt forsøger han at stille sig på totalt upartisk grund – og det virker, hvis man ikke er opmærksom. Han har lige brugt 18 sider på at misrepræsentere og latterliggøre sine modstandere og fremhæve sig selv og sine holdninger, men med én enkelt afsluttende sætning, får han sine læsere til at glemme det og til at forudsætte, at han er objektiv og ikke dybt performativ og propaganderende. Fergusons narrativ er således et eksempel på narration for narrationens skyld mere end for argumentationens, han prøver at overbevise os om rigtigheden af hans holdninger gennem et attraktivt og overbevisende/manipulerende sprog mere end med saglig argumentation.
Hvis man bare analyserede ham ud fra hans historiske argumentation, altså gennem en klassiske historisk analyse, ville man overse nogle af de narrative greb og handlinger, han som forfatter foretager og risikere at blive lullet ind i hans verdensbillede og hans universelle sandheder. Her kan narratologi som værktøj være behjælpelig, til at gennemskue, hvad det er forfatteren vil have os til at se, og så hvad det er, der rent faktisk foregår.
Slutteligt vil jeg sige, at det altså bare er virkelig sjovt at analyse historiske fremstillinger ud fra en narratologisk metodisk tilgang. Jeg kan klart anbefale det.
Af Emil Egebo Schriver
